Lejre By Fjernvarme sender positivt projektforslag til kommunen
Andelsselskabet Lejre By Fjernvarme har modtaget et udkast til projektforslag fra firmaet E.ON.
Projektforslaget viser en positiv samfundsøkonomi sammenlignet med individuelle luftpumper ved en tilslutning på mindst 70 %.
Bestyrelsen for Lejre By Fjernvarme er fortsat i dialog med E.ON om nogle af beregningerne i projektforslaget, men har af hensyn til tiden besluttet at indsende udkastet til Lejre Kommune, så kommunen kan begynde behandlingen og kommenteringen af udkastet, inden det færdige projektforslag sendes frem.
Et projektforslag med en positiv samfundsøkonomi er en forudsætning for at kommunen kan behandle og forhåbentligt godkende forslaget og stille de nødvendige lånegarantier.
Bestyrelsen er desuden særlig opmærksom på at vurdere den fælles selskabs- og brugerøkonomi.
Lejre Kommune har engageret en ekstern rådgiver til at vurdere projektets forudsætninger og beregninger for bedre at kunne analysere forslaget med henblik på efterfølgende politisk behandling.
Bestyrelsen for Lejre By Fjernvarme vil indkalde til et orienteringsmøde den 10. september, hvor projektforslaget og den videre proces vil blive gennemgået.